Her på webstedet kan du frit læse og udskrive nedennævnte uddrag af bogen :
God fornøjelse
Med venlig hilsen
Per Bruus-Jensen
| Komplet indholdsfortegnelse |
|
I begyndelsen... 7 Forord... 9 Indledning MENNESKET OG VIRKELIGHEDEN ... 14 Første ansigt Andet ansigt Tredie ansigt Fjerde ansigt l. kapitel 2. Kapitel 3. Kapitel Efterskrift Appendiks... 298 |
|
| Forord | "Vågn op sovede sjæle, Lord Gauranga
kalder! Hvor længe vil I sove på skødet af heksen Maya..?"
Gl. bengalsk hymne |
| Så længe mennesket har eksisteret, har
det sikkert også tænkt over den verden, det levede i. Den har til alle
tider været rammen om dets liv og tilværelse, grundlaget for dets
trivsel og ernæring, scenen for dets livsudfoldelse og skabekraft samt
genstanden for dets stadige undren, hvad enten det opfattede den som
besjælet af guder og dæmoner, eller det så den regeret af døde,
upersonlige naturlove. Somme tider var den med det; til andre tider imod det. Det kunne elske den og tilbede den, eller hade den og forbande den. Men det kunne aldrig ignorere den. For den var der under alle omstændigheder og krævede næsten skinsygt at blive taget i betragtning. Når man skulle høste og så, planlægge en jagt, overvinde en fjende, bygge en bolig, konstruere en maskine, kreere et computerprogram eller udtænke og tilrettelægge et videnskabeligt eksperiment. Altid og ved enhver lejlighed meldte 'verden' sig som blind makker og tunge på vægtskålen. Som afgørende sparringspartner. Den var og er fremdeles menneskets grundlæggende vilkår, først og sidst. Og stadig den dag i dag en uløst gåde, der så meget som nogensinde til det yderste udfordrer den menneskelige ånd. Netop disse og lignende reflektioner var gennem flere år emne for talrige samtaler mellem forfatteren og de to mennesker, han ganske særligt skylder dette arbejdes tilblivelse, nemlig den danske mystiker og intuitionsbegavelse Martinus (1890 -1981) og den svenske metodiklektor og højskolelærer. Fil. mag. Kurt Vinthagen (1927-1991). * * * Forfatteren traf Martinus i 1957 på et tidspunkt, hvor en alvorlig arbejdsulykke havde afbrudt et meget værdsat uddannelsesforløb ved skovbruget.
Allerede på det tidspunkt gjorde en vis fortrolighed med Martinus' arbejde og tanker sig gældende, fortrinsvis opnået gennem studium af hovedværket Livets Bog. Der var derfor også ved mødet med Martinus grundlag for en række spørgsmål, og disse skulle vise sig at lede til et nært venskab og mangeårigt elevforhold til dette helt enestående og utroligt sympatiske menneske, præget af utallige samtaler vedrørende ikke mindst virkelighedsproblematikken. For mange knytter der sig en ilde klang til udtrykket mystiker, men set med forfatterens øjne er det hævet over enhver tvivl, at Martinus tilhører den kristne mystikertradition og således åndeligt er i slægt med skikkelser som Mester Eckehart (ca. 1260-1327), Nicolaus Cusanus (1401-1464), Jacob Bohme (1575-1624) og Emanuel Swedenborg (1688-1772), hvem han utvivlsomt alle overstråler. Udtrykket mystiker er afledt af det græske mystés, der i sin oprindelige betydning sigter til et menneske, der har sin viden inde fra sig selv, og som derfor er sin egen videns kilde. Og netop dette gjaldt så udpræget for Martinus, der som grundlag for sit arbejde henviste til tilstanden kosmisk bevidsthed (note 1). Det vil blandt andet sige en bevidsthedstilstand, der på et overfysisk sansegrundlag lader sin indehaver gennemskue hele virkelighedskomplekset og desuden giver adgang til et kosmisk videnshav, Martinus kaldte visdoms-oceanet, der er at ligne ved en slags allestedsværende kosmisk database, der rummer al universets viden om sig selv. Martinus' arbejde har med andre ord ikke sit grundlag i hverken lærde studier eller fysisk forskning, men hviler derimod overvejende på den viden, han ubegrænset kunne hente frem fra sit eget indre. Akkurat som det typisk har været tilfældet for netop mystikerne til alle tider, om end i større eller mindre målestok fra tilfælde til tilfælde. * * Mødet med Kurt Vinthagen fandt sted i 1958 i Malmö under et seminar om Martinus' arbejde, og han skilte sig hurtigt ud ved en helt usædvanlig varme og menneskelighed, der prægede hans personlighed, side om side med et umiskendeligt intellekt af format.
Mødet blev starten på et venskab, der med tiltagende valør varede frem til Kurt Vinthagens alt for tidlige død i 1991, et venskab, der bl.a. var præget af mange, lange og dybe samtaler om virkelighedsproblematikken i almindelighed, og dens stilling i naturvidenskaberne i særdeleshed - et emne, han var særdeles fortrolig med så meget mere, som det var genstand for utallige foredrag, han holdt i højskolekredse og inden for akademisk efteruddannelse. Hvad der især bidrog til at give samtalerne med Kurt Vinthagen værdi for forfatteren, var den omstændighed, at han - foruden at have nøje kendskab til erkendelsesproblemerne inden for naturvidenskaberne - også var dybt fortrolig med den virkelighedsbeskrivelse og dens grundlag, der hidrørte fra Martinus, og derfor på yderst frugtbar måde kunne stille sig til rådighed for en dialog om synspunkternes forenelighed og forligelighed. Det er som sagt i disse forudsætninger, man må se grundlaget for nærværende arbejde - dels undervisningen hos Martinus, og dels samtalerne med Kurt Vinthagen - idet det sætter sig følgende to mål: På den ene side (på en begrænset plads) at afdække det overordentlig interessante virkelighedsbillede, som Martinus med baggrund i sin kosmiske bevidsthedstilstand har fremlagt. Og på den anden side gøre det på en måde, der tager hensyn til de erkendelsesproblemer, der til alle tider typisk har hjemsøgt mennesket i dets bestræbelser på til bunds at forstå både sig selv og den verden, det lever i (Note 2). Det skal understreges, at der ikke er gjort forsøg på hverken at forsvare synspunkterne på traditionel vis, eller skaffe dem gennemslagskraft via tilflugt til en eller anden skræmmende akademisk jargon. Fremstillingen må snarere ses som en fordringsløs præsentation af de oplysninger om virkeligheden og dens opbygning, som Martinus har stillet til rådighed, og den serveres efter bedste evne (og så langt emnet ved sine egne krav gør det muligt) til almindelig orientering og overvejelse i så simpelt og enkelt et sprog, der har ladet sig mønstre. Dette er dog ikke ensbetydende med, at der ikke her og der kan forekomme vanskelige passager, men forfatteren håber, at læseren må finde emnet tilstrækkeligt interessant og vedkommende til at disse forhindringer vil blive overvundet. I mindre omfang har det været nødvendigt at inddrage nogle begreber, der vil kunne opfattes som fremmedord og derfor kan virke uforståelige. Sammen med notematerialet og en hensigtsmæssig litteraturfortegnelse er samtlige disse begreber samlet i en alfabetisk opstillet ordforklaring sidst i bogen. Forfatteren ønsker læseren god fornøjelse på rejsen gennem virkelighedens fascinerende terræner...
|
|
| Note 1) Begivenhederne omkring den kosmiske bevidsthedstilstands indtræden er beskrevet af Martinus i bogen Omkring min missionsfødsel (Borgens Forlag). | |
| Note 2) Således kommer ordet FYSIK af det græske physis, der betyder tingenes inderste natur eller sjæl. | |
| Indledning | Hvad vi ser, eksisterer ikke. Hvad vi ikke ser, er det virkeligt eksisterende . Maharaj Charan Singh Ji |
MENNESKET OG VIRKELIGHEDEN
Med virkeligheden som fokuspunkt har den foreliggende fremstilling karakter af en såkaldt ONTOLOGI, dvs. en virkelighedslære eller virkelighedsbeskrivelse, idet den redegør for nogle ret præcise tanker om virkelighedens opbygning og sammensætning, og i forbindelse hermed også nogle markante synspunkter m.h.t. menneskets forudsætninger for at gennemskue virkelighedskomplekset som helhed. Men hvilken interesse har det moderne menneske i det hele taget i at beskæftige sig med disse særprægede emner? Hvorfor bruge tid og kræfter på noget så specielt som virkeligheden? Hvad er i det hele taget virkeligheden, når det kommer til stykket? Med hensyn til virkeligheden som begreb og
interesseobjekt kan det i første række anføres, at der faktisk er tale
om et uhyre spændende emne at prøve kræfter med. Og dertil er det også
udpræget nyttigt - ja, ligefrem skæbnebestemmende, og har altid været
det. For jo bedre, man kender virkeligheden, des bedre kan man også
tackle den og tage sine forholdsregler.
Det kan straks siges, at man ikke tager munden for fuld ved at tale om et sammensat og kompliceret fænomen. Men altså samtidig både interessant og spændende, foruden at det som sagt er direkte nyttigt at have indblik i. Det er et fænomen med flere 'ansigter', så at sige, hvoraf nogle er mere eller mindre tilslørede; andre så godt som helt skjulte og derfor ukendte for mennesket i hverdagen. Og netop dette sidste er skæbnebestemmende. Man handler på disse områder i blinde med alt, hvad deraf følger. Og det er derfor nyttigt at få udvidet virkelighedsforståelsen; at få alle ansigter frem i lyset - dvs. HELE virkelighedskomplekset, hvis det er muligt - således at man kan lære dem at kende og på dette grundlag højne sine eksistens- og overlevelsesvilkår. Med hensyn til en sådan udtømmende belysning af virkelighedskomplekset befinder vi os udpræget i gæld til den såkaldte mystikertradition i almindelighed, og den danske humanist og intuitionsbegavelse Martinus i særdeleshed, idet sidstnævnte i form af sit livsværk - det kosmiske verdensbillede - har leveret en overordentlig omfattende, klar og dybtgående virkelighedsbeskrivelse og i forbindelse hermed én gang for alle løst den såkaldte omverdens-problematik. Dvs. problemerne omkring forholdet mellem objektiv og subjektiv virkelighed, eller sagt med Kant (Note 3): forholdet mellem "tingen for mig" og "tingen i sig selv, uafhængigt af mig" (uddybes senere). Men lad os starte et sted, vi er fortrolige med, eller som vi i det mindste tror, vi er fortrolige med. Lad os begynde med et 'ansigt', vi kender, eller som vi i det mindste tror, vi kender, nemlig virkelighedskompleksets fysiske aspekt. Altså den fysiske virkelighed. Og apropos dette: lad os indledningsvis høre, hvad en af fysikkens virkeligt store har at sige om denne sag. "Som en mand, der har viet hele sit liv til den
'hårdeste' videnskab, der findes, nemlig udforskningen af stoffet, kan
jeg på grundlag af studiet af atomet udtale følgende: Der findes intet
stof som sådant! Max Planck (Firenze talen) Så skulle vi være advaret...
|
|
| Note 3) Immanuel Kant, tysk filosof (1724 -1804). Skelner i sit hovedværk "Kritik der reinen Vernunft" (1781) mellem "tingen i sig selv" (das Ding an sich) og "tingen, som den optræder for os i sanseoplevelsen" (das Ding für uns). | |
