| Den evige Sfinks
Sfinksen, der er så gammel, at den har været vidne til verdens barndom, har set civilisationer stige til glans og herlighed for så falde sammen som visnede blomster.
Syv gange har det aldrig hvilende ægyptiske sand begravet Sfinksen, og syv gange er den blevet gravet ud igen. Her er der kun tale om historisk tid, for forhistoriske tiders mennesker nærede en ærbødighed for dette billede, der fik dem til at beskytte det med from omhu.
Således udfordrer den evige Sfinks i menneskets eget sind os til at spørge og forske, men vi behøver ikke være bange, for mennesket, der stiger fra materien til paradiset, er en ældgammel gåde, som er bestemt til at løses af den moderne forskning. Dette århundrede vil i rigt mål gøre disse ord til sandhed.
Ovennævnte tekst er inspireret af Paul Brutons bog "Hemmelighedsfulde Ægypten".
Sfinksens gåde er at den er symbolet på det jordiske menneske; endnu halvt dyr men også halvt menneske... og vel og mærke det Martinus kalder "et rigtigt menneske"!
|
Mennesket - et sfinksvæsen
Ifølge Martinus befinder mennesket sig i kredsløbets absolut mest kritiske zone, idet det på den ene side ikke længere er noget rent dyr, men på den anden side heller ikke har nået den store fødsel og herigennem har fået sit åndelige gennembrud. Det befinder sig i en slags udviklingsmæssigt ingenmandsland, hvor det optræder som noget i retning af et sfinksvæsen: halvt menneske og halvt dyr.
På den ene side længes det efter lys, retfærdighed, fred og forklarelse, og på den anden side lever det i stor udstrækning sin hverdag på dyrets præmisser, dvs. i en indbyrdes overlevelseskamp, præget af konkurrence, magtudøvelse og dræbende adfærd. Og hvad mere er: det er ikke nået frem til fuld erkendelse af sig selv, livet og det totale virkelighedskompleks og forsynder sig derfor gang på gang mod de love, der regulerer den personlige lykke - i første række skæbne-loven. Og resultatet er naturligvis lige akkurat dét, som den samlede menneskeheds hverdag opviser: alle mulige former for genvordigheder, lidelser og ulykker.
Naturligvis er dette utilfredsstillende, men netop heri ligger også garantien for, at det ikke vil vare ved i al evighed. I pagt med skæbnelovens måde at gøre sig gældende på, vil netop genvordighederne medføre et stigende pres på de mekanismer i menneskets overfysiske struktur, der bl.a. er ansvarlige for igangsætningen af den store fødsels proces.
Og i konsekvens af dette vil denne indtræde for det enkelte menneske, så snart det opfylder betingelserne for det - såvel organisk som intellektuelt og moralsk. Dvs. i samme øjeblik, det via sin hverdag og den hermed forbundne erfaringsdannelse når frem til det sted i den påbegyndte udviklingsbue, der betegner den store fødsels tærskel...
Ovennævnte tekst er fra Per Bruus-Jensen´s bog "Martinus Kosmologi - en kort præsentation". Du kan læse mere om bogen her, hvor du også kan læse et uddrag samt den komplette indholdsfortegnelse.
|
